Lone Lindorff og Hans Ovesen
GUITARISTIK OG FARVEKLANGE

Under titlen "GENKLANG" vises tegning, malerier og collager af kunstnerægteparret Lone Lindorff og Hans Ovesen.

Hans Ovesen er arkitekt og mangeårig underviser og forsker på Kunstakademiets arkitektskole i København. Han har i mange år haft offentlighedens bevågenhed, som forsker og forfatter. Og er en meget fin akvarelmaler og en tegner, med sit helt personlige udtryk i streg og fortolkning af et tema.
På udstillingen i Galleri Spot, som finder sted under musikfestivalen i Frederiksværk i Juli måned. var det en oplagt ide at vise originaltegninger fra hans to af hans bogudgivelser, ”Guitaristik” og ”Variationer”. En punktvis lystrejse i historien om guitarmusikken og dens mestre, set gennem en tegners sikre, drilagtige og til tider surrealistiske streg. Derudover viser Hans Ovesen enkelte musikerportrætter tegnet under koncerter samt akvareller fra hjemlige naturoplevelser og fra Yorkshires karakteristiske landskaber, hvor stendiger skærer sig igennem engdragene… et yndet rejsemål for begge kunstnere i disse år.

 

 

Lone Lindorff derimod medbringer aldrig andre redskaber end sine sanser når hun er ude. Alt bliver hentet ind og lagret, til hun igen står foran lærredet i atelieret. Her udmønter følelser og erfaringer sig til farveklange i samspil og konflikt og giver næring til det underbevidste. Her hentes oplevelserne frem og bliver igen til nutid i billedmotivet… fra Yorkshire!
Lone Lindorff udstiller lærreder i olie og akryl. Hun bevæger sig mellem det ekspressivt koloristiske billedsprog og lyriske landskabsabstraktioner. I det enkelte billede tilstræber hun en balance mellem bevægelse og stilhed, energi og ro. Hun søger modsætninger, som skaber en dynamisk helhed. Hun har også igennem års arbejde udviklet et sikkert formsprog i sine collager med håndgjort papir, til tider i meget store formater. Papiret bliver indkøbt i mange egne af verden. Senest i Indien i 2003, under udstillingsforløbet ”Moods” mellem indiske og danske kunstnere. Lone Lindorff er medlem af den internationale sammenslutning af papirkunstnere IAPMA.
se også www.lonelindorff.com

 

Tilsammen udgør de to kunstnere stor variation i materialevalg og udtryk. Vi byder på en rejse gennem musik og landskaber, til det indre univers, som forhåbentlig vækker genklang hos beskueren.