ANITA RØRVIG Skulptør
BJARNE WINTHER TROELSTRUP
Billedkunstner
5. - 30 AUGUST 2007

 

Anita Rørvig, der tidligere har udstillet i galleriet, har udviklet sin helt egen genre – en blanding af keramik og naturmaterialer. Ben og knogler, en tak fra en hjort, en gren eller et frønnet stykke træ får nyt liv i Anita Rørvigs hænder. Naturens meget organiske formsprog blandes med hendes keramiks meget stramme linier, og der opstår en meget spændende kontrast.Hun har arbejdet med skulpturer i over 20 år. At Anita oprindelig er uddannet guldsmed fornemmes tydeligt i hendes håndværksmæssige kvalitet og akkuratesse. Hendes skarpe fornemmelse for form og kompossision forstærker fascinationen af de nogle gange besynderlige fabellignende væsner og surrealistiske figurer hun fremstiller.

Bjarne Winther Troelstrup er maler og grafiker, hans billeder er konstruktivistiskt opbygget af flader og farve – mosaikker af felter i smukt afstemte farver. Hans legen med geometriske former og farvespil – danner ofte små historier i et ellers ikke konkret motiv – bånd der bevæger sig i rum - rum dannet af fint afstemte farvenuancer. Bjarne Winther Troelstrups billeder er på en gang meget stramme, men hans smukke meget harmoniske kompositioner og afstemte farvepalet kalder på erindringer om stille byrum og endda indimellem natur.

Umiddelbart kan de to kunstneres værker virke meget modsætningsfyldte, men farveholdning og indimellem fælles formsprog binder dem sammen. Det er da også denne kontrast, der gør denne udstilling rigtig spændende – kunstnernes værker understøtter hinanden og jeg er overbevist om at de også vil klæde hinanden.