INGEBORG RØRBYE
31. marts - 26. april 2007

Der er lagt op til mange oplevelser, med Ingeborg Rørbyes malerier, der kalder på mange følelser og stemninger, hvor motiverne er hentet fra naturen, gamle fotos og i film. Billeder, der synes enkle og ligetil – som snapshots fra en tid der var engang, eller er, eller måske ikke. Men ud over det umiddelbare gemmer der sig mange historier og spørgsmål – billederne er forrygende igangsættere af fantasi.

Om Ingeborg Rørbye skriver Ekstra Bladets kunstanmelder Tom Jørgensen:
”Skønt tilsyneladende fuldstændigt virkelighedsnære, står det med samme klart, at Ingeborg Rørbyes malerier ikke er det, vi traditionelt forstår ved naturalistiske. Dvs. at de gengiver virkeligheden, som man kan se den ”derude”. Det, kunstneren viser os, er i stedet virkeligheden, som den formidles via forskellige medier, gamle fotografier, postkort og film eller via Internettets kalejdoskopiske virvar af billedtilbud. For ligesom at understrege denne pointe, holder Ingeborg Rørbye ofte sine malerier i monokrome toner, så alle kan se, at dette er et kunstprodukt, et stykke billedkunstnerisk fiktion.Denne tilgang til maleriet er naturligvis ikke noget, Ingeborg Rørbye har opfundet. Den kan i forskellige versioner spores tilbage til Magritte og, på samtidens kunstscene, til Gerhard Richter. Gerhard Richter, som Ingeborg Rørbye, sammen med et utal af danskere kunstnere, er meget påvirket af. Men hvor den tyske kunstner er udpræget cool og kunstteoretisk funderet i sit billedsprog, er Ingeborg Rørbye særdeles fortællende, med klare undertoner af såvel nostalgi, suspense som af forløsende humor. For nu at tage nostalgien først er det tydeligt, at den danske kunstner har en forkærlighed for første halvdel af det 20. århundrede. For Borsalino- og Panamahatte, for elegant limousiner med trinbræt, for badehoteller, danserestauranter, duffelcoats, cigaretrygende femmes fatales og tilknappede privatdetektiver. Kort sagt, den tid og den verden, som vores bedste- og oldeforældre levede i med alle de elementer af nostalgi og sværmeri, dette repræsenterer.
Det er malerier med masser af atmosfære og med associationer til alt lige fra ”The Great Gatsby”, ”Casablanca” og ”Brideshead” til slørede fotografier fra familiealbummet eller hvad den enkelte beskuer nu har af tanker om denne historiske periode. Hvad der gør malerierne til andet og mere end nostalgiske minder om ”de gode gamle dage”, er Ingeborg Rørbyes hyppige brug af suspense. Et udtryk, der passer på såvel Edward Hoppers malerier som Alfred Hitchcocks film, som kunstneren da også synes meget inspireret af. Man kan se det i landskabsmalerierne, hvor der hviler en stemning af uhygge over de ellers velkendte motiver fra stranden, parken eller de åbne områder. Ved at bruge stærke lys/skyggeeffekter, dramatiske beskæringer eller overraskende synsvinkler og ved at lade motiver fremstå i en monokrom, ofte dyster farveholdning hæver Ingeborg Rørbye den velkendte og trygge virkelighed op til noget faretruende og uheldssvangert. I bylandskaberne fornemmes den barske og usentimentale tone fra 40´ernes film noirs eller fra filmatiseringerne af de hårdkogte detektivromaner af Dashiell Hammett og Raymond Chandler. Hvor man hos Hammett/Chandler højst kan drive det til en kulsort skyde-fra-hoften bemærkning, er der imidlertid en anderledes, mere forsonende og varm humor hos Ingeborg Rørbye. En vished om, at livet for den enkelte ikke består af store dramaer, men af helt almindelige hverdagshændelser, misforståelser og forelskelser. Vi er hverken blevet værre eller bedre gennem årene, synes kunstneren at fortælle os. Det er uden tvivl denne medmenneskelighed, der sammen med en stor portion visuel fantasi og fortællelyst gør Ingeborg Rørbye til en meget spændende kunstner.”